Viborgs moderne, skulpturelle rådhus viste sig fra sin mest farverige side på valgaftenen. Stueetagen var spækket med borde, balloner, broderede udsmykninger og blomster i alle tænkelige politiske farver – fra dybblå til klar rød. Men der var ingen tvivl om, hvilken farve der dominerede lokalet: den ikoniske konservative grønne.
Medlemmerne, der var mødt tidligt op, havde gjort sig umage med udsmykningen. Ballonerne og servietterne matchede bordpynten, som bestod af naturdekorationer hentet direkte fra et medlems egen have, og skåle fyldt med slik og snacks stod klar til en lang aften. Og lang blev den.
Stemmerne lod vente på sig, og optællingen trak ud af årsager, ingen helt kunne forklare. Men da klokken endelig slog over midnat, stod resultatet lysende klart: Viborg var igen grøn.
Og overbevisende grøn. Det Konservative Folkeparti blev det absolut største parti i byen og gik frem til imponerende 22,6 procent – det bedste valg siden 2005, hvor kommunen fik sin nuværende form.
Stemningen havde hele aftenen været både god og sitrende af spænding hos de konservative, hvor snakken gik, spekulationerne flød, og valg.dk blev opdateret mindst et par håndfulde gange. Men tvivlen var der aldrig. De fremmødte var overbeviste om, at det ville blive et stærkt valg. Og da resultaterne endelig tikkede ind, kom forløsningen, glæden og jublen.
Og glæden blev ikke mindre, da spidskandidat Stine Damborg kunne fejre en personlig triumf som hele Viborgs absolutte stemmeslugende kandidat med over 3.000 personlige stemmer.