Det talte ord gælder.
Kære alle sammen
Det er intet mindre end en kæmpe ære at være taler her i Fredericia i dag.
Og som traditionen byder, har jeg selvfølgelig fundet det røde og hvide tøj frem.
For det vi markerer og mindes – det er stort og betydningsfuldt. Det var det dengang. Og det er det nu. Det er det i dag. Det er det i den tid, vi lever i.
Historiens vingesus kan mærkes kraftigt i hele byen.
Det er 176 år siden, at en frihedskamp blev udkæmpet lige her. Omkring byen Fredericia. Som var under belejring.
Det var en kamp om territorier. Det var en kamp om frihed. For Danmark.
Men sejren kom ikke uden en pris. Det var et regulært blodbad.
Jeg prøver at forestille mig slagmarken dengang – røg i luften, lyden af kanoner i nattemørket. Kvinder og børn, der gemte sig i kældre. Unge mænd, der stod skulder ved skulder i mudder og blod.
Det er svært at forestille sig, for det er så langt fra vores moderne, trygge og komfortable hverdag.
Men det har været råt.
Og det var med store ofre, at vores forfædre forsvarede fædrelandet.
512 danske landsoldater døde på slagmarken. Og 1.344 blev såret.
Det var snilde og strategisk kløgt, der sikrede os sejren. Og det er jo ikke for ingenting, at flere gader og pladser her i Fredericia er opkaldt efter generalmajorerne Rye, Bülow og De Meza.
De var jo kæmpestore ledere. De viste en retning, og de gik forrest.
Jeg plejer at sige, at hvis man som leder går forrest, men ikke har folk med sig, så er man jo bare ude og gå en tur.
Ingen leder har succes med sin strategi, hvis man ikke har sine tropper med sig. Det gælder sådan set både i militæret og på alle andre arbejdspladser.
De Meza, Bülow og de andre vidste udmærket godt, hvad deres allervigtigste styrke var.
De vidste, at de aldrig havde kunnet gennemføre slaget med succes uden alle de tapre landsoldater, som satte livet på spil for fædrelandet.
Og hvad fik dem så til det?
Hvad fik unge mænd til at forlade deres familier og tage ud i mørket, vel vidende at de måske ikke ville vende hjem?
Det gjorde de, fordi de troede på noget.
De troede på fædrelandet. På Danmark. På retten til at bestemme over eget land og liv. De havde noget at kæmpe for. Og – måske endnu vigtigere – noget at kæmpe imod.
Den slags vilje kommer ikke af sig selv. Den kommer af fællesskab. Af opdragelse. Af værdier, der går i arv. Man kunne kalde det en slags åndelig oprustning. En styrke, der ikke sidder i våbnene, men i hjerterne.
I dag ser vi igen unge mennesker trække i uniformen – heldigvis. Men alt for mange forlader forsvaret igen, så snart værnepligten er aftjent. Det skal vi være meget opmærksomme på. For også i dag har vi brug for unge mænd og kvinder, der er villige til at kæmpe.
**
Det er en tradition her i Fredericia, at byens studenter hvert år danser rundt om Den Tapre Landsoldat her bag mig.
Jeg kan nemt se det for mig – for jeg husker det fra min egen studentertid: Glade unge kvinder og mænd med hinanden i hænderne. Måske med lidt for meget alkohol i blodet. Men også med en berusende frihedsfølelse. Eksamenssliddet er overstået. Huen er i hus. Verden venter forude.
Men deres frihed er jo ikke gratis. Den er givet videre – fra én generation til den næste.
Og den kræver, at også vi – og de – tager stafetten med videre.
Når jeg ser alle de dejlige unge mennesker rundt om i landet – ikke bare studenterne, men alle unge. Så kan jeg ikke lade være med at tænke: Har vi rustet dem godt nok til den verden, de træder ud i? Ikke bare med viden – men med værdier og en dyb forståelse af, hvad der er værd at kæmpe for. At man ikke kun kæmper for sig selv, men for et fællesskab.
Vi har levet i fred og frihed i mange år. Og måske har vi også taget det lidt for givet?
Men så kom russerne tromlende ind over Ukraine. Et land i Europa. Og boligområder, hospitaler og fri natur blev omdannet til en slagmark.
Vi har set skrækkelige billeder af legepladser, der ligger i ruiner. Gynger uden børn. Skolebøger dækket af støv og murbrokker. Død og lemlæstelse.
I Ukraine kæmper de – ikke bare for deres eget land – men for de værdier, som også blev forsvaret her i Fredericia for så mange år siden:
Frihed. Uafhængighed. Suverænitet.
Og vi skal ikke tage fejl:
Putins krig er jo ikke bare mod Ukraine. Det er en krig mod vestlige værdier. Mod vores måde at leve på.
Vi taler om militær oprustning – og det er godt nok også nødvendigt. Men vi må ikke glemme den åndelige oprustning. Det er ikke noget, vi lige fixer hen over en sommerferie. Demokrati kræver, at alle deltager. Og en åndelig oprustning er noget, man lagrer gennem generationer.
Hvordan forsvarer vi et land, hvis vi ikke ved, hvad vi står for?
Hvordan bærer vi arven fra 1849 videre, hvis vi ikke kan formulere, hvad frihed, demokrati og fællesskab betyder i dag?
Hvordan opdrager vi nye generationer til at tage ansvar, hvis vi selv glemmer, hvad vi skylder dem, der kom før?
Vi står her – i fred og frihed – fordi nogen før os var villige til at dø for det.
Deres offer må aldrig være forgæves.
Det kræver noget af os alle sammen. Det kræver, at vi tør tage ansvar. At vi tør tage stilling. At vi tør være voksne i en verden, der igen stiller krav til os som nation og folk.
Hvordan ærer man egentlig de døde? Dem, der døde for vores frihed og vores fædreland.
Vi ærer dem med smukke blomsterkranse. Vi ærer dem med kanonsalutter, processioner og flotte taler. Lige som det skal være!
Men vi ærer dem først og fremmest ved at leve op til det ansvar, de har efterladt os.
Vi ærer dem ved at holde fast i demokratiet. Ved at tage ansvar for fællesskabet. Ved at stå op for vores værdier – også når det koster. Også når det er besværligt.
**
I dag mindes vi de faldne. Lad os gøre det med stolthed og taknemmelighed.
Kære, ukendte landsoldat:
Tak, fordi du og dine kammerater kæmpede for Danmark. Den kamp, I kæmpede, er mere aktuel end nogensinde.
Æret være mindet om de tapre danske soldater. Og længe leve det Danmark, de døde for.
Tak for ordet.
