Mona Juul

Leder: Man kan ane en blå regering i horisonten

Foto: Thomas Højgaard

4. januar 2026

I år skal der afholdes folketingsvalg, og det begynder at se rigtig godt ud for det borgerlige Danmark. Til kommunalvalget gik de blå partier samlet frem med fem procentpoint, og flere målinger har vist et rent blåt flertal. Det giver grund til optimisme på Danmarks vegne, og det giver os den kampgejst, der skal til i et valgår.

For forestil dig lige, hvor skønt det ville være, at Danmark igen fik en borgerlig regering. Frihed, tryghed og ansvarlighed i en god blanding, der sætter borgeren før systemet. Jeg tror på det. Og jeg håber på det.

Der er nemlig masser af områder, som kalder på solide borgerlige løsninger. Tag bare dansk økonomi. Nu har vi i den indeværende regeringsperiode vænnet os til et råderum, som bare bliver opjusteret igen og igen. Det har sikkert været meget rart for SVM-regeringen at kunne bruge løs af danskernes penge uden at skulle prioritere eller reformere. Men det er også en doven form for politik.

For sandheden er, at råderummet alene er en forventning om, hvad vi tjener i fremtiden. Det er ikke en sandhed mejslet i granit – snarere tværtimod. For resten af verden står ikke stille. Lige nu sænker man selskabsskatter og øger sin konkurrenceevne i de fleste europæiske lande, mens vi i Danmark efterhånden har haft reformtørke på det økonomiske område i årevis. Det betyder, at vi risikerer at blive overhalet af andre – og det kommer til at koste på bundlinjen.

Det betyder ikke bare, at vi bliver fattigere. Det betyder også, at vi får langt, langt sværere ved at gennemføre den forsvarsmæssige oprustning, som er nødvendig. Der foreligger nemlig ikke nogen langsigtet finansiering for Forsvaret, og indtil videre har det store råderum givet os mulighed for at afsætte mange milliarder til Forsvaret, uden at pengene skulle findes andetsteds. Det er ikke sikkert, at fremtiden er lige så lys. Derfor er der brug for ansvarlig, økonomisk politik.

Og derfor er der brug for en ny regering, som tør tage fat og gennemføre en række reformer, som gør Danmark rigere, stærkere og mere konkurrencedygtigt. Det kan blå partier. Vi kan også sætte handling bag ordene, når det gælder udlændingepolitikken, skære i bureaukratiet, sænke skatterne og give danskerne flere penge mellem hænderne, sikre en ansvarlig klimasikring, fjerne forbuddet mod kernekraft, give danskerne mere frihed og valgfrihed og meget, meget mere.

Vi får selvfølgelig ikke en blå regering, hvis ikke Venstre vender hjem til blokken. Derfor har jeg også brugt meget tid på at forsøge at genrejse VK-aksen i dansk politik. Heldigvis fornemmer jeg, at der også er appetit på et tæt samarbejde hos vores venner i Venstre. Det er godt, for sammen med Venstre har vi historisk stået for ansvarlig og ordentlig politik, som har gjort Danmark til et rigere, stærkere og bedre land.

Det skal vi også i fremtiden – forhåbentlig allerede i en blå regering lidt senere i år.

Vi er et parti, som ved de seneste to valg har vist, hvor meget vi kan. Nu gælder det folketingsvalget, og jeg er top-klar. Det håber jeg også, at du er.

Godt nytår.

Mona Juul

Har du læst?