Det er næppe gået ret mange politisk interesserede næser forbi, at Det Konservative Folkeparti er med i dette års finanslov som det eneste oppositionsparti. Manøvren har straks sat gang i det store analyseapparat hos de politiske kommentatorer, og talrige medier har skrevet om Det Konservative Folkepartis såkaldte enegang.
Spørger man partiformand Mona Juul er der dog ikke grund til det store postyr. I virkeligheden er det helt naturligt, at partiet indgår finanslove, selvom det sidder i opposition, fortæller hun:
”Vi er borgerlige stemmer, der arbejder. Og det forpligter. Det betyder, at vi ikke bare sætter os hen i et hjørne og venter på næste valg, når vi sidder i opposition. Tværtimod forsøger vi hele tiden at se, hvordan vi kan få konservativ politik igennem – det skylder vi også de vælgere, som har stemt på os.”
”Det er sådan set oppositionens opgave at føre kontrol med den siddende regering og se, hvor man kan gøre sine mandater gældende.”
Det betyder dog ingenlunde, at partiet ville være med i en finanslov for enhver pris, fortæller partiformanden. Snarere tværtimod, forklarer hun:
”Det var en god finanslov til at starte med, men alligevel skulle vi selvfølgelig have nogle seriøse indrømmelser for at være med. Derfor har vi forhandlet frem og tilbage, og vi er så endt med resultater til over 3,5 milliarder kroner. Penge som går til kernekonservativ politik som afgifts- og skattelettelser. Det er langt mere, end vores mandater berettiger os til, og derfor er vi selvfølgelig med i aftalen.”
I kølvandet på aftalen ville mange journalister vide, om Det Konservative Folkeparti nu var på vej ud af den blå familie og det borgerlige fundament. Det er dog på ingen måde tilfældet, forklarer Mona Juul:
”Sidste år kom og gik vi sammen med de blå partier til forhandlingerne. Vi blev smidt prompte ud, og det ville vi også blive i år. Det bliver finansloven ikke bedre af. Derfor valgte vi en anden strategi, hvor vi forhandlede og prøvede at få borgerlige resultater hver for sig. Det er vi konservative lykkedes med.”
Mona Juul slår dog fast, at finansloven ikke ændrer på, at Det Konservative Folkeparti arbejder for en blå regering:
”Vi arbejder indædt på at vælte denne regering, så vi kan få en ny, borgerlig regering med en borgerlig statsminister. Det er derfor, jeg har peget på Troels Lund Poulsen som vores statsministerkandidat – fordi jeg tror, Danmark bliver et bedre land, hvis vi får en blå regering næste gang.”
I alt letter finansloven skatter og afgifter for 11 milliarder kroner. Det Konservative Folkeparti har blandt andet fået følgende indrømmelser i aftalen:
- En milliard til klimasikring
- En milliard til skattelettelser til seniorer i arbejde
- Fastfrysning af registreringsafgiften for elbiler i 2026
- Bekæmpelse af ufrivilligt skolefravær
- Sorgorlov til ægtefæller med børn under 18 år
- Styrkelse af det civile beredskab.