Af Mette Abildgaard (MF), politisk ordfører i Det Konservative Folkeparti
Det har lige været jul, og det har fået mig til at fundere lidt over, hvad traditioner i grunden betyder for os.
Når ”Nisse-Niels” flytter ind hjemme hos os, ved alle i familien, at nu er julen startet. Nisse-Niels er en lille drillenisse, som er gået i arv fra mit barndomshjem, og det er en fast tradition, at han bliver fundet frem fra julekassernes gemmer, og så går han ellers i gang med at lave ballade. Et år pyntede han juletræet med underbukser, og det er ikke noget, man glemmer lige med det samme, når man er seks år og elsker jul.
Fra min mands familie har vi arvet en anden juletradition, nemlig at de voksne altid får et glas champagne juleaftensdag, når vi kommer hjem fra kirke. Og sådan er mange af vores juletraditioner gået i arv fra vores forældre, mens vi også har startet nye traditioner i vores familie, som vi håber, at vores tre børn måske en dag vil tage med i deres voksenliv.
Julen er traditionernes fest, og rundt om nogle af de mere universelle elementer, som juletræ, risalamande, julegaver og julemænd, danser en masse andre små traditioner i de danske familier. De fleste har deres særlige traditioner, som hver især er med til at give os en følelse af at høre til både i familien og den danske, kristne kultur.
Ordet ’tradition’ stammer fra det latinske ’traditio’, som betyder overlevering. Og det er netop, hvad traditioner er: Noget, vi giver videre til næste generation – og som binder os sammen som danskere og nation, på tværs af generationer, aldre, køn og sociale lag. I anledning af julen kan man sige, at traditioner er som en juleguirlande, der hænger mellem generationerne, og for hver generation kommer der et led eller to mere på i form af fortolkninger og nye knopskydninger på de eksisterende traditioner.
Traditioner er nemlig ikke en statisk størrelse. De udvikler sig – også i takt med den tid, vi lever i. I 1800-tallet fastede man fx i forbindelse med advent, fordi man ved at undvære den dejlige julemad skulle længes efter, at højtiden begyndte og samle opmærksomheden om julens åndelige indhold. Det gør vi ikke mere, men selve traditionen med adventskransen har vi stadig. De sange, vi synger, når vi danser om juletræet, har også udviklet gennem tiden. Vi synger nogle af de gode, gamle salmer, men der kommer også nye og mere moderne sange til.
Min pointe er, at der ikke er en facitliste over traditioner, men der er en fællesmængde, og det er de kristne værdier og de højtider, der knytter sig til dem som fx jul og påske.
Vores danske, kristne traditioner er de stærke rødder, vi har brug for i omskiftelige tider. Når fake news vinder indpas, og verdensfreden udfordres, skal vi stå sammen, og vejen til fællesskabet går gennem vores rødder. For vi deler traditioner, normer og sprog, og det er netop i det, vi har til fælles, at vi kan finde sammenhold og styrke. Styrken til at tage ansvar for verden i den tid, vi er her på Jorden. Det er vores ansvar at videregive det bedste fra vores historie og kultur til den tid, der kommer efter os. Så også fremtidens danskere kan kende deres rødder og suge næring fra dem.
Det, der bekymrer mig, er når vi bliver ligeglade med vores rødder og historie: Skal vi ikke bare droppe sangene, der er alligevel ingen, der kan teksterne. Behøver vi juletræ? Kan vi ikke holde juleaften den 23., så vi kan tage til Tenerife den 24.? Også på Christiansborg spirer tendensen frem, og her er regeringens afskaffelse af den kristne helligdag Store Bededag et godt eksempel på, hvordan vi er ved at æde os ind på vores værdier. Lidt hist, lidt her. Det betyder jo ikke noget.
Det danske samfund, Grundloven, højtiderne og vores værdifællesskab hviler på kristne forestillinger, og uden kristendommen forsvinder en del af den lim, der binder Danmark sammen – kulturelt, historisk og etisk.
At holde fast i julens traditioner er derfor også at holde fast i Danmark. Og det er for mig at se ikke ekskluderende, men tværtimod samlende. Ingen er tvunget til at holde jul eller markere påsken, det giver sig selv. Vi lever i et frit land, men jeg bliver bekymret, når vores bærende institutioner som folkeskolen aflyser eller fjerner kristne traditioner som fx julegudstjenesten for at tage hensyn til et mindretal, som ikke abonnerer på danske værdier og kultur. Eller når store virksomheder afskaffer julefrokosten og i stedet kalder det en ”vinterfest”, hvor ingen julesymboler eller -traditioner indgår i et misforstået hensyn og en intention om at inkludere alle.
Det forstår jeg faktisk slet ikke. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg flyttede til et andet land, så ville jeg være nysgerrig på deres kultur og traditioner – og som minimum ville jeg respektere dem og på ingen måde forvente, at et helt land omlagde deres traditioner for at få mig til at føle mig velkommen. Sådan tror jeg faktisk, de fleste danskere ville have det.
Der er en tendens til, at alt skal være neutralt og uden særpræg. At vi skal skære de kulturelle kanter til, så intet minder os om den historie, vi kommer af. Men et samfund uden rødder mister let balancen. Det bliver et sted, hvor alt er til forhandling – og hvor traditioner pakkes væk, fordi vi enten er blevet ligeglade eller ikke vil støde mennesker, der har en anden religion.
For mig er vores kristne traditioner hyggelige og dejlige. Og selvom juletiden også kan være lidt presset for en småbørnsfamilie, så ville jeg aldrig undvære den. Men juletraditionerne er også mere end hygge. De er et kulturelt arvesølv, som fortæller os, hvem vi er, og hvad vi står på skuldrene af.
I Det Konservative Folkeparti taler vi ofte om, at stærke rødder giver os evnen til at stå fast, også når verden omkring os forandrer sig. At kristendommen og vores nationale historie har formet vores syn på ansvar, fællesskab og menneskelighed. Det er ikke et tilbageskuende projekt – tværtimod. Det er rødderne, der giver os modet til at strække os mod fremtiden.
Vi skal ikke være bange for at stå ved, at Danmark er dybt præget af en kristen kulturarv. Det betyder ikke, at man skal være troende for at føle sig hjemme her. Det betyder heller ikke, at andre traditioner ikke må eksistere. Men det betyder, at vi skal insistere på, at vores fælles rødder ikke er til forhandling. For uden et fælles ståsted bliver det svært at skabe det fællesskab, vores land bygger på.
Derfor har vi også i Det Konservative Folkeparti foreslået, at kristendomsundervisning i folkeskolen skal være obligatorisk. Fordi det er vigtigt for Danmarks sammenhængskraft, at alle børn tilegner sig en fælles forståelse af det danske samfunds grundlag og de værdier, vores fællesskab hviler på.
Vi skylder vores børn at give dem noget at stå på, så de ved, at de er en del af en historie, der rækker langt tilbage, og som de også skal føre videre. Det er sådan, traditioner lever. Ikke ved at være noget, vi kan udstille på et museum eller høre om i en julekalender fra gamle dage, men ved at blive værdsat, genopdaget og givet videre med omtanke.
Julen er måske det tydeligste eksempel på, hvor vigtigt det er, at vi ikke mister forbindelsen til vores rødder. Midt i gaveræs og praktik er der noget, der kalder os tilbage til en dybere mening. Noget, der minder os om, at vores kultur og vores fællesskab ikke er skabt i går, men vokset frem gennem århundreder. Og det skal vi værne om.
Og apropos julesange, så er Peter Fabers gode, gamle sang ”Sikken voldsom trængsel og alarm” fra 1848 faktisk helt aktuel i dag: Drej kun universet helt omkring. Vend kun op og ned på alle ting. Jorden med, thi den er falsk og hul. Rør blot ikke ved min gamle jul!
