Klokken er lidt over 21. På Scandic Ringsted i et lille afsidesliggende lokale – langt fra de store festsale og den sædvanlige valgaftenslarm – sidder en håndfuld koncentrerede konservative kandidater og frivillige bøjet over en laptop.
Skærmens kolde lys reflekteres i kaffekopper, vandflasker og de årvågne øjne, der følger hvert eneste tal, der tikker ind fra Ringsteds valgsteder.
Det Konservative Folkeparti har valgt en anderledes valgaften i Ringsted: ingen store festlokaler, ingen høj musik, ingen folkefest. I stedet et strategirum. Et arbejdsrum. Et sted, hvor man i ro og mag kan forsøge at forstå, hvad der er ved at ske. For der er noget i luften. Noget stort.
Ved kommunalvalget i 2021 fik partiet 25 procent af stemmerne i Ringsted – et resultat, mange dengang kaldte “bemærkelsesværdigt.” Men i år er tallene anderledes. Vildere. Mere urealistiske. Da de første valgsteder melder ind, begynder den samme sætning at gå igen i lokalet: “Hvis det her holder, så…”
Andreas Karlsen, borgmesterkandidaten, går frem og tilbage mellem bordene. Ikke rastløst, men med en energi, der sitrer. Valgkampen har været intens, målrettet og energisk. Dørene er blevet banket ned, debatterne taget, og sociale medier har glødet. Men intet kunne forberede ham på, hvad skærmen nu viser.
40,5 procent. Ti mandater. Ud af 21.
Det lille lokale bryder ud i en forsigtig jubel – ikke sådan en larmende én, men en lettelse, en udånding, som om måneder af arbejde pludselig får lov til at lande. Andreas selv smiler stort, men forsøger at holde begge fødder på jorden. “Vi skal se alle stemmerne,” siger han, men alle ved godt, at resultatet allerede nu tegner historisk.
Timerne går. Tallene cementeres. 40,5 procent. Ti mandater. Et af de stærkeste konservative resultater i hele landet.
Så begynder forhandlingerne. Længe. Tunge kaffekander, dybe dialoger og skarpe kompromiser præger de første timer. Da natten går på hæld, står det klart, at partiet og Dansk Folkeparti kan se hinanden i øjnene og enes om en aftale. Men arbejdet stopper ikke dér. I dagene efter fortsætter de politiske drøftelser, og et par dage senere melder Venstre sig ind i konstitueringen.
Da Andreas Karlsen endelig kan annoncere, at aftalen er helt på plads, er spændingen for længst afløst af et bredt, lettet smil. Et smil, der siger, at alt det hårde arbejde bar frugt, at Ringsted har skrevet politisk historie – og at en ny konservativ æra nu kan tage sin begyndelse.
