Bagland

Valgkampen skudt i gang i Aarhus – med smil, kampgejst og lidt kolde fingre

26. oktober 2025

Regnen silede ned over Lystrup lørdag formiddag, men det lagde på ingen måde en dæmper på humøret, da Det Konservative Folkeparti officielt skød kommunalvalgkampen i gang i Aarhus.

Aarhus blev første stop på en længere rundtur, hvor partiformand Mona Juul i de kommende uger gennemfører 82 besøg i en række kommuner med lokale kandidater, frivillige og virksomheder – fra Frederikshavn til Aabenraa og alt derimellem.

Dagen startede hos den lokale vælgerforening, hvor der fra morgenstunden summede af kampgejst og godt humør. Duften af kaffe, rundstykker og kage blandede sig med synet af stakkevis af grønne valgplakater – og midt i det hele dukkede partiets måske yngste medlem op, en baby i KU-sparkedragt, der allerede så ud til at have en lovende konservativ fremtid foran sig.

Aarhus’ spidskandidat Nikolaj Bang lagde ud med at demonstrere sine rutinerede evner i plakatophængning, og delte ud af sine tips og tricks.

Derefter tog Mona Juul ordet og gav en peptalk samt takkede både frivillige og kandidater for deres store engagement:

”Jeg har virkelig glædet mig til i dag! Der er noget helt særligt over kommunalvalg. Jeg husker tydeligt min første folketingsvalgkamp tilbage i 2019 – hvordan man slider, slæber og giver alt, man har, i en hel måned. Det kræver energi og gå-på-mod, men det er også noget af det mest givende, man kan være en del af,” sagde hun og fortsatte:

”Det er så dejligt at se så mange af jer, nye som gamle. Så mange, der er engagerede og tropper op trods regn og vind. Jeg kan mærke, at kampgejsten er her. Og det er troen på, at vi konservative kan gøre en forskel lokalt. Det er lige præcis den ånd, der bærer en valgkamp som denne. Så lad os komme ud og male lygtepælene grønne!”

Efterfølgende blev bilerne pakket til randen med plakater og strips og kursen sat mod byens lygtepæle. Stemningen var i top, da Mona og Nikolaj sammen hængte den første plakat op på Dalgas Avenue. Derefter gik der ikke lang tid, før hele området var klædt i konservativt grønt.

Nu er valgkampen for alvor skudt i gang – og alt tyder på, at det bliver en god en af slagsen.