I starten af september fik folketingsgruppen to nye medlemmer. Joachim Hoffmann-Petersen og Tina Cartey indtræder som suppleanter for henholdsvis Mai Mercado, som er sygemeldt, og Rasmus Jarlov, som er retur på borgen efter kommunalvalget.
Det skortede ikke på store smil, da Politisk Horisont satte de to indsupplerede folketingsmedlemmer stævne på deres nye kontorer på Christiansborg. For Joachim Hoffmann-Petersen er det en helt ny opgave, der venter – mens det for Tina Cartey er anden gang, hun er på Borgen, idet hun også i foråret 2024 var indkaldt som suppleant for en stund.
Både Joachim Hoffmann-Petersen og Tina Cartey kommer med en god portion kommunalpolitisk erfaring i rygsækken. Joachim Hoffmann-Petersen sidder nemlig i byrådet i Odense, og Tina Cartey i kommunalbestyrelsen i Hvidovre. Til november opstiller Joachim Hoffmann-Petersen til regionsrådsvalget som spidskandidat i Region Syddanmark, mens Tina Cartey genopstiller til kommunalvalget i Hvidovre Kommune. Og udover, at de begge glæder sig til arbejdet, så har de også hver især lagt en plan for, hvordan de vil få mest muligt ud af tiden som folketingsmedlem.
Hvad ser du allermest frem til ved den kommende periode som folketingspolitiker?
Joachim Hoffmann-Petersen: ”Selvom det jo selvfølgelig er på en trist baggrund, at jeg får muligheden, så er det virkelig noget, jeg har glædet mig til. Det bliver en superspændende og interessant tid, og så er det bare en kæmpe opgave, som jeg går ind til med stor ydmyghed. Jeg ser meget frem til at få indblik i de processer, der styrer samfundet, og så forhåbentlig at kunne sætte nogle aftryk i den korte periode, jeg er her. Og så er jeg ny forsvarsordfører. Der må man sige, at problemerne står i kø. Så jeg håber på at kunne bidrage til at få bragt Forsvaret hen i en tilstand, hvor det er modstandsdygtigt inden for en kort årrække. Men det bliver hårdt arbejde.”
Tina Cartey: ”Jeg glæder mig bare først og fremmest til at give den gas for partiet. Det er der ingen tvivl om. Jeg har haft en periode herinde før, så jeg tænker, at det bliver nemmere at træde ind i rollen denne her gang. Og så glæder jeg mig meget til mine overførerskaber, som alle lyder meget spændende – især at få lov til at arbejde med miljø og beredskab.”
Hvad er det vigtigste område, som du gerne vil sætte fokus på i dit politiske arbejde?
Joachim Hoffmann-Petersen: ”Som det ser ud nu, er skimmelsvamp én af de største trusler for de danske soldater. Det er intet mindre end en skandale – især når man ser på de stigende aggressioner fra Rusland. Jeg vil derfor håbe, at vi kan få saneret kasernerne for skimmelsvamp, inden mine børn skal ind og aftjene deres værnepligt, så den største trussel mod deres liv og helbred ikke bliver skimmelsvamp. Det kan vi simpelthen ikke byde vores unge mennesker. Lige nu ligger der en kæmpemæssig opgave i at forbedre forholdene i vores forsvar, og det kommer til at tage tid og koste penge. Men jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at der bliver lagt en plan, så de forhold, vi byder vores værnepligt i, ikke er sundhedsskadelige.”
Tina Cartey: ”Jeg tror, at det vigtigste for mig må være at sparke de åbne døre ind, der nu måtte være. Det er en kort periode, så det er med at udnytte den og forsøge at gøre en forskel. Så er der er jo miljøområdet, som jeg virkelig kæmper for lokalt. Så der vil jeg selvfølgelig hægte mig på den kurs, partiet i forvejen har, og så ellers løbe videre med alt, hvad jeg kan.”
Hvad er den største styrke, som du tager med ind på Christiansborg?
Joachim Hoffmann-Petersen: ”Jeg er vant til at læse ekstremt meget, og jeg har læst mange tykke bøger i min fortid. I går fik jeg et nyt lovforslag om forsvarets efterretningstjeneste, og det er på 162 sider. Jeg er glad for, at jeg er god til at læse lange og tunge tekster. Så jeg regner helt sikkert med, at der bliver nogle lange aftener, og formentlig også nogle morgener, hvor jeg kommer til at sidde og forsøge at læse op på de ting, der skal tages stilling til. Heldigvis har jeg en klæbehjerne, så det ligger helt naturligt til mig.”
Tina Cartey: ”Det bliver helt klart min erhvervserfaring. Jeg har 30 års erfaring fra detailhandel og sidder i dag som Head of Marketing i virksomheden Deichmann. Så jeg ved, hvordan det er at skulle hyre, fyre og spare, men også at investere for at få vækst. Lidt apropos det nye slogan fra vores kampagne: ”Velkommen til virkeligheden”. Så alle de her ting – og så samtidig med, at jeg sidder i kommunalbestyrelsen i Hvidovre. Så jeg har jo også det kommunale aspekt med mig. Jeg ved godt, når vi sidder herinde, og vi beslutter noget, så er det altså også ude i kommunerne, at de skal implementere det. Og det er bare en fordel at have den indsigt, for så kan man stille nogle andre spørgsmål til ministeren, end man kan, hvis man ikke har prøvet at sidde i kommunen.”
I forbindelse med de to nye suppleanter er der foretaget en rokade i ordførerskaber, som fordeler sig således:
Mona Juul: Partiformand, Gruppeformand
Mette Abildgaard: Politisk ordfører, Retsordfører, Formand for Statsrevisor
Joachim Hoffmann-Petersen: Forsvarsordfører, Familieordfører, Børneordfører
Tina Cartey: Miljøordfører, Beredskabsordfører, Socialordfører, Boligordfører, Handicapordfører
Per Larsen: Sundhedsordfører, Finansordfører, Fiskeriordfører, Fødevareordfører, Landbrugsordfører, Dyrevelfærdsordfører
Lise Bertelsen: Psykiatriordfører, Uddannelsesordfører, Undervisningsordfører, Forskningsordfører, Kommunalordfører
Dina Raabjerg: Energi- og forsyningsordfører, Beskæftigelsesordfører, IT- og digitaliseringsordfører, Landdistrikts- og ø-ordfører, Turismeordfører, Ligestillingsordfører
Frederik Bloch Münster: Klimaordfører, Skatteordfører, Udlændinge- og integrationsordfører, Indfødsretsordfører, Ordfører for Sydslesvig og det tyske mindretal, Ordfører for nordisk samarbejde
Brigitte Klintskov Jerkel: Ældreordfører, Europa- og EU-ordfører, Formand for Europaudvalget
Helle Bonnesen: Gruppenæstformand, Udenrigsordfører, Erhvervsordfører, Kirkeordfører, Færøerneordfører, Grønlandsordfører, Kulturordfører, Udviklingsordfører, Udenrigspolitisk Nævn