Politisk udspil

Bedre beskyttelse af ofre for stalking, chikane og vold i nære relationer

I 2025 har der været et historisk højt antal kvindedrab, og Danmark ligger markant over EU-gennemsnittet, når det gælder andelen af kvinder, der har oplevet fysisk, psykisk eller seksuel vold fra en partner. Det Konservative Folkeparti arbejder for at styrke kvinders værn mod stalking og vold og drab i nære relationer.

Ofre for stalking, chikane og vold i nære relationer skal mærke at loven er på deres side. Derfor skal reglerne for tilhold og opholdsforbud strammes, så hensynet til ofrene vægter højere end i dag. Det skal styrke trygheden og forebygge, at chikane og stalking eskalerer og udvikler sig til vold og partnerdrab. Det handler om at sætte tidligt ind. Og om at sætte offeret først.

Det Konservative Folkeparti foreslår derfor ti tiltag til at beskytte ofre for stalking, chikane og vold i nære relationer:

1. Automatisk tilhold ved vold i nære relationer

Når ofre for vold i en nær relation kontaktes af gerningsmanden, kan det medføre utryghed og retraumatisering. Derfor ønsker Det Konservative Folkeparti, at der automatisk skal tildeles tilhold i forbindelse med en dom, medmindre offeret konkret frabeder sig det.

2. Hurtigere og strengere straf for brud på tilhold

Førstegangsbrud på tilhold giver i dag en bødestraf, der som udgangspunkt skal være på minimum 1.000 kr. Det Konservative Folkeparti foreslår, at bødeniveauet fordobles og forhøjes yderligere afhængigt af forholdets grovhed. I gentagelsestilfælde skal der hurtigere kunne idømmes en ubetinget frihedsstraf.

3. Postnummeret skal ikke afgøre om der gives tilhold

I dag er der store forskelle på, hvor for ofte og hvor hurtigt der tildeles tilhold afhængigt af politikreds. Postnummeret må ikke være afgørende. Det Konservative Folkeparti foreslår, at bevisbyrden for offeret lempes, og at betingelserne for at tildele tilhold udspecificeres i en særskilt bekendtgørelse for at ensarte praksis på tværs af politikredse.

4. Øget anvendelse af strakstilhold

I 2017 blev det gjort muligt at tildele et strakstilhold, som er et kortvarigt tilhold, der gælder, mens der bliver taget stilling til, om der skal gives et almindeligt tilhold. Men redskabet benyttes i begrænset omfang og i 2024 blev der fx kun tildelt otte strakstilhold på landsplan. Det Konservative Folkeparti ønsker, at der også skal kunne gives strakstilhold i nære relationer – herunder også når der er fælles børn.

5. 3-årige opholdsforbud

I dag kan der kun gives opholdsforbud for ét år ad gangen. Det Konservative Folkeparti mener, at grænsen i grove tilfælde hæves til tre år, så ofre for vold i nære relationer i mindre grad skal søge om forlængelse af opholdsforbud, der medfører utryghed og kan være belastende for forurettede, når de skal dokumentere, at opholdsforbuddet stadig er relevant, jf. Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning § 14.

6. Flere overfaldsalarmer

I dag kan voldsudsatte få udleveret en overfaldsalarm af politiet, men ifølge organisationer på området, er der for få alarmer i politikredsene. Det Konservative Folkeparti mener, at der afsættes midler til flere overfaldsalarmer for at øge trygheden for ofrene og forebygge overfald.

7. Udlån og rådgivning overvågningsudstyr til udsatte

Ofre for stalking kan have svært ved at dokumentere, at de bliver stalket. Det Konservative Folkeparti ønsker derfor, at politiet skal kunne udlåne og rådgive om overvågningsudstyr til personer, som oplever at blive udsat for stalking, så de får mulighed for at dokumentere, når de bliver opsøgt fysisk. Det kan fx være kameraer med bevægelsessensorer, som de kan bruge til at dokumentere, at de bliver opsøgt fysisk. Rådgivning skal også vedrøre, hvordan man selv opdager, at man bliver overvåget af stalkeren via fx apps, fysiske trackere og devices med GPS.

8. Politiet skal kunne give udsatte for stalking og vold tilladelse til tv-overvågning

I dag kan private kun i ekstraordinære tilfælde få tilladelse til tv-overvågning af gade, vej eller lignende, hvor der er almindelig færdsel. Det Konservative Folkeparti mener, at politiet nemmere skal kunne tildele tilladelse til, at personer som er beskyttet af et tilhold eller et opholdsforbud skal kunne opstille tv-overvågning foran fx deres bopæl med henblik på at dokumentere, når gerningsmanden opsøger dem.

9. Bedre viden i politikredsene om vold i nære relationer

Der er brug for mere viden og specialisering i, hvordan man aflæser faresignaler og håndterer vold i nære relationer hos politikredsene. Det Konservative Folkeparti mener, at der afsættes midler til at flere betjente certificeres i relevante risikovurderingsværktøjer på voldsområdet, herunder særligt Spousal Assault Risk Assessment Version 3 (SARA V3) og Stalking Assessment and Management (SAM). Det skal styrke forebyggelsen af vold og drab.

10. Digital indsats mod stalking: IT-rådgivning + Skytsengel-app:

Stalking sker i langt de fleste tilfælde digitalt. Derfor er det afgørende, at der er digital rådgivning til udsatte for stalking. Det Konservative Folkeparti ønsker derfor, at der i regi af politiforliget afsættes 1,8 mio. kroner til Dansk Stalkings Center